Læserbreve

De 29 velfærdsrettigheder

Så kom det endelig – det socialdemokratiske velfærdsudspil. Det var længe ventet.

Mange af punkterne er meget sympatiske tanker. Men desværre er udspillet meget luftigt med hensyn til hvordan det skal gennemføres i den virkelige verden. Hvad koster det? Punkt for punkt ser de fleste af punkterne enormt dyre ud – både investeringsmæssigt og driftsmæssigt. Hvor skal finansieringen komme fra? Vi venter på svaret.

Skulle Socialdemokratiet finde skattekronerne til forslagene opstår det næste problem. Mange af punkterne vil kræve rigtig mange ekstra medarbejdere – og ofte i brancher hvor det allerede er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft. Hvor vil man finde de mange ekstra medarbejdere? Vi venter på svaret.

Dernæst er en række af punkterne jo reelt umulige at udstede garantier på. Der garanteres f.eks. ret til en seng på en stue ved indlæggelse på sygehus. Selvfølgelig patienterne da ikke ligge i senge på gangene – men hvad nu hvis mange akutte patienter har fyldt alle sengestuer – hvor skal den næste akutte patient så placeres? Hvordan kan man udstede sådan en garanti?

Eller tag f.eks. kravet om at mindst 80% af personalet i daginstitutioner skal være pædagogisk uddannet. Hvad nu hvis det bliver umuligt at rekruttere så meget pædagogisk uddannet personale – skal normeringen så sættes ned indtil man med de pædagoger der er til rådighed kan nå op på 80% uddannet personale? Er det socialdemokratisk politik?

Eller hvad nu hvis et stort pres på vagtlægen en aften medfører mere end 5 minutters telefonisk ventetid? Eller hvis det den samme travle aften er umuligt for vagtlægen at holde ventetiden på konsultation nede på en time? Hvad er disse 2 ”velfærdsrettigheder” så værd i praksis?

Punkt for punkt er der i bund grund tale om en hidtil uset detailstyring af kommunerne – som oveni købet på en række punkter ikke har en chance for at leve op til kravene. Og hvad sker der så hvis kommunerne ikke kan leve op til velfærdsrettighederne. Ja, så skal de ifølge Socialdemokratiets næstformand Nick Hækkerup sættes under ”serviceadministration”. Det er vist slut med det kommunale selvstyre.

Det socialdemokratiske bud på en valgsejr bliver overordentlig vanskelig at finansiere – og endnu vanskeligere at skaffe medarbejdere til. Men vigtigst af alt – det bliver umuligt at administrere og leve op til for kommunerne. Udspillet er lavet af den slags stof der skaber politikerlede – løfter der ikke kan gennemføres ude i den virkelige verden.