Læserbreve

 

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

 

Ikke kommunal opgave at holde liv i private virksomheder

Det er glædeligt, at et tilsyn nu skal undersøge det lovlige i Aalborg Kommunes efterhånden omfangsrige støtte til professionelle sportsklubber. Om støtten er juridisk i orden, og om det er indenfor kommunalfuldmagten, har jeg ingen forstand på. Men under mine mange besøg til AaB’s fodbold, ishockey og håndboldkampe har det altid undret mig, hvorfor Aalborg Kommune har købt dyre sponsorater i AaB.

Når Nordjyske forleden kunne fortælle, at Aalborg Kommune efterhånden bruger mere end 1 mio kr årligt på at købe bandereklamer hos AaB og Aalborg DH, så må man spørge sig selv hvad skatteyderen får for disse mange penge? Officielt er politikernes forklaring vel, at disse dyre bandereklamer er med til at gøre Aalborg ”synlig” og interessant for nye borgere og virksomheder?

Men hvor mange mennesker er det nu lige der er flyttet til Aalborg Kommune, fordi de har set en bandereklame i Aalborg Skøjtehal? Og hvor mange virksomheder er det nu lige der har valgt at slå sig ned i Aalborg på grund af den samme bandereklame? Jeg vil vove den påstand at begge tal er usandsynlig tæt på nul.

Hvis antallet af tilflyttere og antallet er virksomheder og arbejdspladser ikke øges – hvad får Aalborg Kommune så ud af sponsoraterne? Det ville ikke være vanskeligt at finde andre områder, hvor pengene kunne bruges, så de rent faktisk kom skatteborgerne eller erhvervslivet til gode.

Man kan selvfølgelig ikke klandre hverken AaB eller Aalborg DH for at tage imod sponsoraterne – eller for at give sponsoren (kommunen) billetter mv. på lige fod med deres øvrige sponsorer. Men hvor virksomheder bruger deres sponsorater til at dele billetter ud til kunder og samarbejdspartnere – så er det svært at se hvad borgerne får ud af at bruge over 1 mio kr om året på at sende politikerne til fodbold, ishockey og håndbold? Vi må håbe det får en ende snart.

Som aktionær i AaB ved jeg udmærket, at klubben har det skidt økonomisk – men det er altså ikke kommunens opgave at holde liv i private virksomheder. Det var bedre om byrådet gav AaB lov til at holde 2-3 koncerter på stadion – så kunne AaB tjene deres egne penge uden at skatteborgerne skal til lommerne. Samtidig så kunne koncerterne jo give interesserede nordjyder en kulturel oplevelse, hvis store musik navne kunne trækkes til byen.


Nordjyske Stifttidende, 6. september 2005