Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Hvor er socialdemokraternes finansiering?

Rasmus Prehn (S) havde 25/8 et indlæg i Nordjyske hvor han kritiserer regeringens udspil til skatte og velfærdsreform.

Rasmus Prehn taler om at skattelettelserne går til de rigeste – og gentager socialdemokratiske valgslogan om at der er tale om skattelettelser frem for velfærd. Det er vel sagtens ud fra devisen om at des flere gange man gentager en usandhed, des større chance er der for at nogen tror på den.

Lad os sætte skattelettelserne lidt i perspektiv. For det første er det kun 20% af skattelettelserne der går til at hæve grænsen for topskat. For det andet er grænsen for topskat altså på et niveau hvor 35% af Dansk Metals medlemmer betaler topskat. For det tredje vil en højere grænse for topskat (til bl.a. Dansk Metals medlemmer) føre til et ekstra udbud af arbejdskraft, og en meget stor del af skattelettelsen kommer faktisk ind igen som skatter, fordi folk arbejder lidt mere.

For det fjerde medfører skattelettelserne et udbud af arbejdskraft, der gør at virksomhederne ikke skal sige nej til så mange ordrer, som rammer dansk økonomi til skade for alle danskere.

For det femte er skattelettelserne delvis finansieret af arbejsdmarkedsbidraget, som Socialdemokratiet indførte med et løfte om, at det skulle nedsættes når beskræftigelsen steg. Så når Socialdemokratiet ikke vil være med til denne ”skattelettelse”, er det altså et klokkeklart brud på hvad Nyrup regeringen lovede.

For det sjette så medfører det relativt begrænsede løft i topskatte grænsen faktisk bare, at antallet af danskere der betaler topskat igen kommer ned på et niveau der svarer til da Nyrup regerede. Dengang hørte vi ikke meget fra Socialdemokraterne om at skattepolitikken kun var til gavn for de rigeste!

Interessant er det også når formand for Dansk Metal på deres hjemmeside siger at ”alt for mange almindelige lønmodtagere betaler topskat”.

Videre i sit indlæg taler Prehn om hvordan Socialdemokratiet har afsat puljer til det ene og det andet. Fair nok at Socialdemokratiet vil gøre dette – men det er jo let at afsætte puljer når man ikke anviser hvorfra finansieringen skal komme. Det samme gælder Socialdemokratiets 29 velfærdsrettigheder blev lanceret i forrige uge. Hvad koster de – og hvor skal finansieringen komme fra?

Kære Socialdemokrater: Vil I ikke nok bruge lidt spalteplads på at fortælle læserne hvor finansieringen af jeres mange løfter skal komme, inden I fortsætter med at klandre regeringen for at sætte topskatte grænsen ned på niveauet under SR regeringen?

Nordjyske Stifttidende, 29. august 2007