Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Vil vi tilbage til SR's politik?

Siden regeringens tiltræden er antallet af familiesammenføringer faldet betydeligt. Ingen betvivler heller at antallet af tvangsægteskaber er faldet dramatisk. Begge dele som følge af en strammere og mere rimelig dansk udlændingepolitik.

Det er en politik som de radikale nu vil lave om. De radikale vil tilbage til den gamle SR udlændingepolitik med langt flere indvandrere end vi kan integrere i det danske samfund – ligesom de radikale igen vil gøre det lettere at arrangere tvangsægteskaber.

En undersøgelse af Socialforskningsinstituttet blandt etniske minoriteter viser, at 24 års reglen ”ændrer forældres og unges tankegang og praksis, akkurat som den fungerer som buffer i forhold til de slægts- og familiebånd i hjemlandet, som man ikke ønsker at kappe”. Dette bekræftes også af en indvandrer konsulent i København.

De radikale har nu gjort det til en mærkesag at fjerne regler der hindrer tvangsægteskaber. Besynderligt!! Det officielle argument er, at formanden for menneskeretskonventionen Gil-Robles anbefaler Danmark at ændre 24 års reglen.

Måske skulle Gil-Robles og de radikale læse den europæiske menneskerettighedskonvention, hvori det står at et land ved lov kan blande sig i retten til privat- og familieliv, hvis det er nødvendigt for at ”beskytte andres ret og frihed”. Da 24 års er det bedst kendte værn om mod tvangsægteskaber, skal vi altså i henhold til menneskerettighedskonventionen opretholde reglen, idet den beskytter de unges ret og frihed.

De radikale ved selvfølgelig godt at deres ønske om en lovgivning der fremmer familiesammenføringer og tvangsægteskaber ikke deles af befolkningen. De forsøger sig nu med en narresut til vælgerne – man vil forbyde fætter-kusine ægteskaber.

Selv i bedste fald vil det kun løse noget af problemet. Ægteskaber aftalt med gamle naboer og bekendte i hjemlandet vil de radikale altså acceptere! Og hvordan skal de danske myndigheder kontrollere familiebåndene til personer i en tyrkisk landsby – det kan selvfølgelig vanskeligt lade sig gøre i praksis.

De radikale vil altså føre dansk udlændingepolitik tilbage til SR-tiden, med en markant stigning i familiesammenføringer og tvangsægteskaber til følge. Hvem ønsker det?

Nordjyske Stifttidende, 25. august 2004