Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

For nemt at skyde skylden på regeringen

Holger K. Nielsen (HKN) skriver i Nordjyske den 14. september at problemerne i de kommunale budgetter er regeringens skyld! Lokalpolitikerne har intet ansvar overfor de budgetter de selv er ved at vedtage. Alt er regeringens skyld. Den går ikke Holger.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har selv indgået de "stramme" aftaler med regeringen vedrørende budget 2003. Det er aftaler der forøger de kommunale bloktilskud med 1,1 mia. sammenlignet med forrige års aftale med den daværende SR-regering. Derudover er der sat flere penge af til en pulje der kan uddeles til de dårligst stillede kommuner. De kommunale budgetter vil altså samlet set stige i 2003!

HKN må da have fulgt ualmindelig dårligt med i debatten i medierne, når han kan påstå at regeringen ikke allerede har fået skylden for omprioriteringerne i den kommunale sektor. Hylekoret af kommunalpolitikere der giver aftalen med regeringen skylden for at de nu må skære ned på servicen overfor ældre, handicappede, børnefamilier og de socialt dårligst stillede har da været stort. Dette er en sang som passer glimrende ind i HKN's univers, og han synger derfor med for fulde kraft.

HKN vil gerne lege julemand og dele gaver ud til alle og enhver. Men ansvarlig politik handler altid om prioriteringer. Ved enhver budgetforhandling vil der være områder som man egentligt gerne ville have givet noget mere hvis det var muligt. Men fordi et antal pædagoger har lavet en ulovlig arbejdsnedlæggelse betyder det jo ikke, at sammenlægninger af institutioner på dette område ikke er hensigtsmæssigt - antallet af institutioner skal naturligvis tilpasses antallet af børn.

Specielt i Aalborg kommune har protesterne været store. Der har skullet træffes nogle nødvendige og upopulære beslutninger, som meget belejligt for lokalpolitikerne kan træffes 3 år inden næste kommunalvalg og i ly af regeringens skattestop.

Lad os tage Aalborg kommune som eksempel. I Aalborg kommune skattestop de senere år været reglen frem for undtagelsen, så hvad skulle få os til at tro at Aalborg Kommune netop i år havde tænkt sig at ændre på dette selv hvis man kunne? Lokalpolitikerne har i hvert fald ikke stået på nakken af hinanden og argumenteret for at skattestigninger i Aalborg havde været af det gode. Aalborg kommunes problem er, at man i mange år har ført en uansvarlig økonomisk politik der i dag betyder at kommunen har en gæld på 1 mia, som man fra 1. januar 2003 skal til at betale af på. Dette medfører, sammen med ønsket om opbygning af en kassebeholdning på 100 mio, barske omprioriteringer på mange områder. Vandkulturhuset er da vist heller ikke noget regeringen har påtvunget modvillige lokalpolitikere!

Den kommunale gældsætning op gennem 1990'erne - var det også regeringens (SR) skyld?

I stedet for billige udfald mod regeringen vedrørende kommunalpolitiske anliggender skulle HKN hellere bruge sin tid på konstruktivt arbejde i folketinget. Men her vil HKN vel også foretrække at læne sig behageligt tilbage, og med en negativ attitude beskylde regeringen for at føre blokpolitik.

Nordjyske Stifttidende, 18. september 2002