Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

S og R vil brandbeskatte landbruget

Regeringens skattestop har nu varet i snart 3 år. Det vil de radikale og Socialdemokratiet sætte en effektiv stopper for. De vil i stedet indføre et ”skatteloft”, der giver mulighed for at indføre ny skatter og afgifter – helt som sidst de sad i regering.

Det er ikke kun boligejerne der vil mærke skattestigninger hvis S og R kommer i regering. Det er i høj grad også landbruget. I socialdemokraternes og det radikales finanslovsforslag hæves landbrugets jordskatter med omkring 300%. Dette vil resultere i stigende skatter for landbruget på omkring kr. 2,2 mia. – hvilket svarer til over halvdelen af det samlede driftsoverskud i dansk landbrug i 2003.

Dybest set burde der slet ikke være jordskatter for landbruget. Hvorfor skal landbruget betale for at dyrke sin egen jord? Det er naturligvis rimeligt at en landmand betaler indkomstskat ligesom alle andre i dette land – men hvorfor skal landmanden betale et gebyr (jordskat) for overhovedet at få lov til at arbejde. Et gebyr som er helt uafhængig af indkomsten!

Og nu vil socialdemokrater og radikale så tredoble jordskatterne. Det er da ganske urimeligt. Udover at de hermed vil konfiskerer landbrugets indkomst, vil det ikke ligefrem gøre dansk landbrug konkurrencedygtigt, idet udenlandske landmænd ikke oplever en sådan brandbeskatning.

På Christiansborg sidder så en klog akademiker type som den radikale Morten Helveg Petersen og siger, at landmændene jo måske kan glæde sig over lavere indkomstskat for dem som betaler topskat. Ja tak, hr. Helveg, men hvis drastiske stigninger i jordskatterne har udhulet den i forvejen begrænsede indkomst i landbruget, så kan det jo være noget svært at glæde sig over! Helveg og hans partifæller skulle en gang imellem tage en tur udenfor Christiansborg og se lidt på virkeligheden, inden de udtænker nye skatter.

Nordjyske Stifttidende, 15. september 2004