Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Tyrkiet kan ikke sammenlignes med de nye EU-lande

Den 5. oktober opfordrede jeg på disse sider til ikke at indlede optagelsesforhandlinger med EU. Søren Andreasen fra Den Danske Europabevægelse skriver (9. oktober), at det vil være en historisk fejltagelse ikke at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Søren Andreasen finder som mange politikere, at når nu optagelsesforhandlinger tidligere er stillet i udsigt, så skal man nu forpligte sig til også at indlede forhandlingerne. Søren Andreasen tror heller ikke at tyrkisk medlemskab vil medføre øget indvandring – og henviser i den forbindelse til erfaringerne med tidligere udvidelser af EU. Det virker naivt at tro at der ikke kommer tyrkisk indvandring hvis der åbnes herfor – millioner af tyrkere rundt omkring i EU fortæller en anden historie.

Søren Andreasen overser en helt fundamental ting: En udvidelse af EU med Tyrkiet kan på ingen måde sammenlignes med nogen tidligere udvidelse af EU. Tyrkiet vil blive EU's største land. Indlemmelse af så stort et land vil naturligt dræne EU's pengekasser for enorme summer, men dette er langt fra det største problem. Langt mere bekymrende er det at landets kultur, normer og samfundsværdier er meget forskellige fra de nuværende EU-landes.

Men hvis nu tyrkisk lovgivning tilpasses EU's lovgivning, så er Tyrkiet vel kvalificeret til at være EU-medlem? Så simpelt kan man ikke argumentere. Man kan ikke ændre befolkningens værdier og normer gennem lovgivning, og det er altså meget vigtigt for sammenholdet i EU, at man har nogenlunde fælles samfundsværdier.

Tag nu problematikken om tvangsægteskaber som eksempel: Det er da muligt, at det er forbudt i Danmark, men det ændrer ikke ved at visse indvandrergrupper med andre normer og værdier fortsætter denne modbydelige praksis alligevel. Den slags tager meget lang tid at komme til livs – og man kan ikke klare problemet gennem ændret lovgivning. Når vold mod kvinder er et meget udbredt fænomen i Tyrkiet, så løses dette problem nok heller ikke ved bare at forbyde det – det kræver holdningsændringer.

Jeg har ikke sagt at Tyrkiet aldrig kan blive EU-medlem – men det bør i hvert fald ikke ske indenfor de første 15-20 år. Måske vil det tage generationer inden medlemskab overhovedet kan komme på tale.

Et stort land som Tyrkiet vil få stor indflydelse i EU. Tyrkiet skal ikke have stor indflydelse i EU, før tyrkiske samfundsværdier svarer til de europæiske – og ikke omvendt. Derfor skal politikerne ikke udstede flere løfter til Tyrkiet.

Nordjyske Stifttidende, 14. oktober 2004