Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Øget ulighed er ikke et mål i sig selv

Hele ulighedsdebatten er startet ved Eva Kjær Hansens meget kluntede måde at formulere sig på. Men oppositionen har også kørt sagen op på en måde, så man må mistænke dem for bevidst at misforstå budskabet.

Det er selvfølgelig ikke i orden at skabe ulighed, hvis man gør det ved at forringe de svagestes betingelser. Derfor synes jeg også det er fair at se på f.eks. kontanthjælpsloftet igen – det må analyseres om dette loft rent faktisk får flere i job, og hvilke forhold det skaber.

Men det er derimod helt i orden at skabe ulighed hvis det sker på en måde så både den ”rige” og den ”fattige” får flere penge mellem hænderne. Jeg vil i hvert fald gerne høre fra den oppositionspolitiker der mener, at vi skal forhindre de ”rige” i at tjene mere, hvis dette samtidig er forudsætningen for at de ”fattige” får det bedre. Personligt vil jeg i hvert fald ikke have noget imod, at alle mine naboer tjener 200 kroner mere, hvis det betyder at jeg selv får 100 kroner mere. Og sådan tror jeg ærligt talt de fleste har det.

Øget ulighed kan selvfølgelig aldrig være et mål i sig selv – men hvis f.eks. en fjernelse af topskatten betyder at flere ”kloge hoveder” forbliver i Danmark, og dermed skaber de arbejdspladser og den vækst der er nødvendig for at hjælpe samfundets svageste grupper, så er denne ulighed vel acceptabel – ikke?

Ulighed skaber ikke nødvendigvis en dynamik i samfundet der giver øget vækst. Men vi skal sikre os, at alle har incitamenter til at bidrage til øget vækst – til glæde for alle. Så derfor Eva Kjær Hansen: Hvis du havde skattelettelser i tankerne – så er du velkommen hos os konservative.

Og lad os så bede oppositionen om at stoppe denne bevidste fejltolkning af budskabet i ”ulighedsdebatten”.

Nordjyske Stifttidende, 11. september 2005