Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Løfterne bliver indgriet

MÆRKESAGER: Mange har travlt med at evaluere regeringens første 100 dage. Nogle, selv blandt konservative, mener, at Det Konservative Folkeparti har svigtet sine valgløfter, når det gælder skattepolitikken.

Må man lige minde om, at det ikke er let at få alle sine ønsker opfyldt, når man har 16 mandater og sidder i regering med et parti, der har 56 mandater! Men det er alligevel lykkedes at få det konservative krav om skattelettelser skrevet ind i regeringsgrundlaget, selv om Venstre i valgkampen ikke ønskede at forpligte sig hertil. Ikke dårligt.
Det havde naturligvis været godt, hvis det var muligt at nedsætte skatter og afgifter her og nu. Problemet er bare, at det har været vanskeligt bare at finde besparelserne til at fjerne de skattestigninger, som SR-regeringen havde planlagt i sin finanslov for 2002. Og lettelser i skatter og afgifter skal altså finansieres. Det er konservativ politik.

Al snak om nedsættelse af skatter og afgifter er derfor useriøs, med mindre man samtidig kommer med forslag til finansiering. Hvor vil man i finanslov 2002 finde besparelser til finansiering af f.eks. lavere bilafgifter?

En anden konservativ mærkesag i valgkampen var bedre forhold for erhvervslivet. Den konservative erhvervsminister har derfor fremlagt en erhvervspakke, der giver administrative og finansielle lettelser til erhvervslivet på i alt 0,5 mia. kr. Netop disse forbedrede erhvervsvilkår skal medvirke til at skabe den vækst, der giver grundlaget for de skattelettelser, der skal gennemføres i anden halvdel af valgperioden.

De konservative løfter om skattelettelser skal nok blive indfriet i denne valgperiode, men grundlaget skal skabes først. Ufinansierede skattelettelser derimod, det ville være et klokkeklart løftebrud.

Nordjyske Stifttidende, 6. marts 2002